I vores relationer henter vi anerkendelse. Vi forsøger, at få vores behov for anerkendelse dækket. Men det er ikke ligemeget, hvordan du gør for at få behovet dækket.

Hvornår opnår du følelsen af at blive anerkendt? Hvad skal der til? Er det andres reaktion på det du gør; de roser dig, de taler positivt om dig, de udtrykker glæde over det, du gør for dem osv.

Hvordan reagerer du, hvis du ikke får den anerkendelse, du havde håbet på fra andre?  Vender du det så indad som fx. jeg er ikke god nok, dygtigt nok, klog nok, ingen kan lide mig, jeg er forkert…. I det øjeblik du forventer noget af de andre, overlader du styringen til dem. De skal sørge for, at du får dit behov opfyldt for anerkendelse opfyldt. Du handler udfra og ind. Risikoen er, at du ikke får dit behov for anerkendelse opfyldt, så du ender med at være mellemtilfreds med dig selv og dit liv. Du har glemt dig selv, fordi dit fokus var over hos de andre og deres anerkendelse af dig.

Igennem de sidste par år er det gået op for mig, hvordan jeg store dele af mit liv har levet udefra og ind for at få andres anerkendelse, hvilket bestemt ikke har været givende for mig. Jeg fik sjælden den anerkendelse, jeg forventede, hvilket efterlod mig med en følelse af ikke at slå til, ikke at være lykkes og at jeg ikke var god nok. Idag arbejder jeg indefra og ud. Det gør jeg ved at være bevidst om følgende; Hvad vil jeg have ud af det jeg gør, hvornår oplever jeg at jeg lykkes, at være god nok, at have nået det mål, jeg satte mig, UDEN andre skal fortælle mig det!
Bevares jeg elsker da, når andre mennesker anerkender mig, for det jeg gør, men det er ikke længere parameteret for, om jeg får mit behov dækket.

Du gør det allerbedste du kan, og DU har en værdi i dig selv, også UDEN andre fortæller dig det.
Så anerkend dig selv –  for det du er og det du gør – du er unik. Ingen er som dig <3

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *