Forleden havde jeg en samtale med en god ven. Den handlede om alt det vi gør for andre og ønsket om, at opnå anerkendelse for det vi gør. Ofte gør vi noget for en anden person med ønsket om at få noget til gengæld. Hvis dette ikke sker ender det ofte med at vi står tilbage med en følelse af at blive overset, at mangle bekræftelse samt anerkendelse. Vi bliver frustreret på personen, bliver utilfredse og får en følelse af ikke at være værdsat.
Men hvad kan man gøre? Er der noget galt i at ville gøre noget godt for andre? Bestemt ikke!! Jeg elsker at gøre noget for andre. Men i mange, mange år har jeg gjort det, fordi jeg ønskede at få noget tilbage. Jeg var ikke bevidst om, at det var det der skete. Istedet gik jeg ofte med en følelse af at være mellemtilfreds. Fik ikke rigtigt det ud af livet, som jeg ønskede. Fordi min lykke og glæde var afhængig af det andre gav mig tilbage. Det var deres reaktion, der var parameteret for, hvordan jeg havde det. Så hvis deres reaktion ikke var, som jeg forventede, fik jeg ikke det, jeg ønskede.
Jeg falder stadig i. Glemmer at tage udgangspunkt i mig selv. Hvad vil jeg? Hvad ønsker jeg at få ud af det? Hvilken følelse giver det mig hvis det lykkes? Tager jeg udgangspunkt i mig selv, ved hvad jeg vil med en givende handling, så er andres reaktion ikke det, der er pejlemærket for, hvordan jeg har det, det er mere en sidegevinst.
Så kig indad. Undersøg hvad du ønsker dig af en givende handling. Gå efter det der giver dig energi. Ikke hvad du tror andre ønsker, du skal give. Du er DIN lykkes smed. Smed din lykke.