Holdt som gidsel…

Mine fucking (undskyld mit sprogbrug) vinterdæk holder mig som gidsel. Gidsel af fortiden. De bruges til at få mig til at makke ret. Hvis jeg arter mig, får jeg dækkene… Altså gør, som jeg får besked på! Ikke som jeg ønsker det.

Sådan kan det gå, når man ikke gør, som man får besked på. Når vores virkeligheder ikke længere passer sammen. Der hvor forskellene bliver FOR store. Når kontrollen bliver drivkraften. Kontrollen over et andet menneske.

Er der noget, vi ikke kan bestemme over, så er det et andet menneske. Vi kan ikke kontrollere, hvad andre skal gøre. Hvad de skal tænke. Vi kan ikke styre deres virkelighed, så den bliver lig  vores. De briller vi ser verdenen med, er nødvendigvis ikke lig med de briller, andre ser verdenen med. Desværre sker det ofte, at andre ønsker at styre en derhen, hvor det giver mening for dem. Så de kan få det bedre. De kan komme videre. For så har de placeret ansvaret, for hvad der er foregået, væk fra dem selv. Det er ikke deres skyld. De har gjort hvad de kunne for at løse konflikten.

Men konflikten løses ikke ved at tage et andet menneske som gidsel. Det er magt. Det er afpresning. Det løses kun ved at give slip. Accepterer at det er hvad det er. Sætte hinanden fri. Først der kan vi komme videre. Tage ansvaret for vores eget liv. Vores egen lykke.

Læringen er (endnu engang), at jeg ikke skal nå til en forståelse. Jeg skal ikke forsvare mig selv og mine værdier. Jeg er ikke forpligtet på, at det der giver mening for mig, også skal give mening for den anden. Jeg har kun ansvaret for mig selv. At jeg er tro mod mig, og det jeg står for. Jeg skal ikke gå på  kompromis med det der har betydning for mig, for at andre får det, de vil have. Det er de ene og alene selv herre over.